Jeg holder foredrag om “And med posten”.
Romanen er en livsfortælling; den er en erindring om 1950’erne og 1960’erne, og mit foredrag kan efter ønske vinkles ud fra
fx den historiske periode
fx de litterære teknikker jeg har anvendt som fx den tilsyneladende næsten fraværende fortæller
fx det særlige landsbyfællesskab som kan tolkes både som indspist og selvfedt, men også som den rummelige og trygge base
fx de sære eksistenser, de skøre kugler, eneboerne, kunstnerne og den folkeuniversitære kultur
fx det kirkelige særpræg med tre menigheder og to kirker, det vilde foreningsliv og alle skolerne
Ryslinge var (og er jo stadigvæk) en kulturel højborg og med gode grunde.
Om ”And med posten”:
Teksten er autofiktion. Handlingen finder sted fortrinsvis i 1950’erne, men bevæger sig i sidste tredjedel frem gennem 1960’erne.
Miljøet er en grundtvig-koldsk friskole i hjertet af fynsk provins præget af 50’ernes økonomiske knaphed. Fortællerstemmen er et opvoksende barns uden et ”jeg”, højst et sparsomt ”man”. Vægten er dermed lagt på registreringer og sansninger i en tilblivelsesproces med miljøets grundværdier og forskellige tabuer i funktion – tavst og indimellem grotesk uantastede i den praktisk håndgribelige verden der foregår i og omkring fortællerstemmen. Mødet med døden forsøges tacklet såvel i den lille historie: den nære slægt – som i den store historie: i 2. verdenskrigs vidnesbyrd for eksempel.
Sprogligt er teksten holdt i præsens, bortset fra få deciderede tilbageblik, – og derudover er den forsøgt holdt fortrinsvis med brug af hovedsætningens statement som billede på barnets ikke-problematiserende opfattelse af verden som den ”nu engang” er. I passager med længere sætningskæder er der noget mere indviklet på færde, – også opfattet af den barnlige bevidsthed, men ureflekteret. Først i sidste fjerdedel af manuskriptet er fortællerstemmen dog så småt i gang med refleksioner hist og her i takt med den kognitive udvikling, og derfor ændrer sprog og syntaks sig hen imod det mere komplekse. Man kunne betegne fortællerstemmen som ”en synsvinkel der vokser”.
Der er ikke noget plot; – ud over vokseværket og dødsmotivets udfoldelse. Den gennemgående relation foregår mellem fortællerstemmen og en kvindeskikkelse der dels benævnes ”fruen”, dels ”mor”. De to roller karakteriserer hhv. det fravær og det nærvær som fortællerstemmen registrerer og også udvikler forståelse for og forklaring på. Endvidere er der arbejdet med konturer af søskenderelationer og kønsroller – ikke mindst i omgangen med det omliggende mere eller mindre grotesk-humoristiske persongalleri af fortrinsvis enlige kvinder og mænd.
Hvis man kigger på bogomslaget (udformet af grafisk designer Line Kjeldsen Jensen), kan den fraværende jeg-fortæller alligevel spores som ”den” jo MÅ have siddet og husket og skrevet og fortalt på en stol et sted. Men sædet ses ikke i billedet, kun ryggen – det man har lænet sig op ad og måske fået noget rygrad igennem. Og netop på den ryg sidder solsorten som i teksten er et ledemotiv – en gennemgående og genkommende fugl der væver sig sammen med frue-figuren; vagtsom. Den kan opfattes som symbol på den allestedsnærværende og alligevel ofte fremmede fugl der som skolelærerfrue midt i hjemmet skal repræsentere institutionen ”skole”, og som danner rygraden i både mig og min familie. Den rede hun som solsort bygger og senere ruger på, er ikke kun til hendes egne unger, men også skolens, dvs. forældrekredsens unger.
Geografien, STEDET, i bogen her er i første halvdel præget af landsbyens udstrækning – det er en lille aktionsradius hvad kilometer angår, og der er fri tilgængelighed for et barn – på vejene, i skoven, langs åen og ind i de fleste af både arbejdspladserne (fx murerens, mekanikerens, bødkerens, smedens, andelsmejeriet, vævestuen, telefoncentralen, vaskeriet, karetmagerens, – og alle kostaldene) og de private køkkener og stuer, hvor konerne regerer. Alle kender alle og har et uskrevet fælles ansvar for hinanden og de unger der render rundt. Det der bliver tydeligt når et barn sådan opfatter de omgivelser der netop er ”givet”, er at stederne bliver til processer. I teksten her er der en lille sansende krop der indarbejder de kulturelle mønstre ved at besøge, snakke, bytte bøger for Sofie, spille kort med Kamilla, gøre rent i kirken med Martha, pudse sko for murerkonen med de fem børn osv. Jeg opfatter det sådan at barnets krop og dets sanser er det basale for tilegnelsen af de særlige kulturmønstre på et sted eller en egn. På den måde er stedet ikke afgrænset geografi som en GPS-adresse, men er igangværende kulturelle processer.
Det erindrede sted bliver derfor en massivt forskelligartet fastholdelse af noget der skete både som sanset aktivitet og som noget der overgik mig i passivitet. Det er derfor jeg-et ville være næsten upassende som fortæller – fordi jeg – altså jeg som nu gammel og overstået – gerne i denne tekst ville forholde mig undersøgende til hvordan mit barndomssted har kunnet trække så lange tråde ind i min måde at være i verden på.
Forfatterbiografisk/Om mig selv:
Jeg er vokset op i Ryslinge på Fyn i en friskole med forældre der var lærere næsten 24 timer i døgnet. Byen Ryslinge er kendt for sine grundtvig-koldske folkelige aktiviteter i højskole-, kirke-, skole-, musik- og foreningsliv. Jeg er selv blevet gymnasie- og VUC-lærer med dansk og musik som fag og arbejdede i 34 år som underviser i dyb gæld til friskolepædagogik.
Jeg har i erindringsromanen ”And med posten” forsøgt en undersøgelse af hvordan der var gang i grundtvig-koldske skolefolk i den fynske skoleverden i 50’erne og 60’erne, og hvordan værdierne kom til udtryk som praksis inde i en families livsverden.