Der bor en fast gammel lærerinde i den lille etværelses på anden sal i den nye skolebygning. Hun er for gammel til at lave gymnastik; det er derfor der også er ung pige i huset. Den gamle hedder Agnes og har 2. klasse om eftermiddagen, og 4.+ 5. klasse om formiddagen. Hun kommer mere sjældent i kontoret, og mest når der er særligt emsige forældre til et af børnene, eller når hun får ideer til nye materialer der koster ekstra. Det kan altid lugtes når hun har siddet i stolen med nederdelen nede over knæene som hun ikke kan samle. Bag skjorteblusen kan man til gengæld se at hendes bryster sidder meget tæt samlet. Ellers ordnes der skole over middagsmaden. Her spiser lærerinden med ved det store spisebord i stuen. To retter tilberedt af den unge pige til tolv-frikvarteret. Først kærnemælkssuppe eller mælk og tvebakker med kanelsukker eller en anden slags vælling eller grød. Det kan være mannagrød, risengrød, bygvandgrød med æblemos på eller boghvedegrød; derefter en hovedret med lidt kød og grønsager med vitaminer og mange kartofler. Skolelæreren for bordenden, lærerinden på langsiden ved hans højre hånd, derefter fruen og den unge pige nærmest døren ud mod køkkenet. Det er dem der tager de dybe tallerkener af bordet og bærer hovedretten ind. Ved den anden langside på bænken de tre børn.
Familiens hus er noget mange har lod og del i, splinternyt og helt moderne, og i forældrekredsen er der mange der har betalt ekstra fordi de tror på deres børns skolegang i en nybygget skole med Grundtvig og Kold på bagsmækken. De to opdager man først meget senere som noget der mangler, når man kommer til at gå i andre skoler med gode karakterer. Det fortæller de gamle elever der vender tilbage på besøg i kontoret og er blevet voksne med skæg og sært tøj der er købt i en by. De har fået svendebreve eller studentereksamen med huer og lanciers og latin, og de har haft let ved det meste fordi de har gået i skole hos skolelærerens, siger de; også dengang den bare var stråtækt. (side 13-14)
Ved trappens første trin går linealen gennem ganen. Blodet drypper salt fra en hane i munden ned i det gulternede forklæde løftet op i hjørnerne så blodet bliver en sø. Lille Negerdukke kan ikke få vejret dernede i forklædelommen.
Fruen er lige færdig i skolen; de små førsteklasser får fri, så klokken er fire; de ser den røde sø med egne øjne. Og de fortæller en blodig historie til alle på hjemvejen om flere rokketænder på en gang. De har ikke set linealen. Og de har kun prøvet at tabe tænder. Blodet bliver standset med en ren nyrullet viskestykkesnip i overmunden. Der er ringet efter doktoren, og fruen sidder for en gangs skyld med tøj på på sin egen sengekant sidst på eftermiddagen. Hun sidder helt stille som om hun er gået i stå. Hun læser for sin yngste der har fået lov til at ligge under mors dyne. Det er en historie om nogle mus i en rynket præstegård. Der er tegninger med blå vandfarver i den musebog. Når fruen sidder på sin sengekant, plejer det at være i travl undertrøje og hvide skuldre bøjet over rytmisk lyd af snørebånd i støvlerne trevlet ud af snørebåndshullerne – ritz ritz – højre venstre højre venstre om aftenen inden støvlen vippes af ude i den lille fods luft ½ meter over jorden. Eller om morgenen snørebåndene stukket i og strammet til.
Så kommer doktoren og siger at ganen skal på sygehuset. Han siger også at han kender historien om Musene i Rynkeby Præstegård, og at det hele nok skal ende godt. Ganen bliver syet med bedøvelse som bliver pustet ind i munden fra en grøn slange som hedder Æter. Sygehusets sydoktor spørger hvilken farve tråd hullet gerne skal sys med. Lilla tråd, og det er en aftale. Og inden Æterslangen puster for alvor, skal den høre hvor meget man kan tælle til med hul i ganen. Det bliver til syv, og fruen ser glad ud fordi linealen ikke har slået så stort et hul at tallene ikke kan komme ud af munden. Hullet gror sammen til en slags hønserøv i ganen, og da stingene bliver taget tilbage på sygehuset, er de alligevel ikke lilla, men sorte. Lille Negerdukke vågner op igen og har også kun været bedøvet af blod. Hun får en lilla kjole som fruen fluks strikker med lilla tråd.
Som barn ligger fruen nemlig selv på sygehus flere gange og længe, men uden sin mor, Rigmor. Hun kan ikke undværes på den store slægtsgård. Her er hun jo nogenlunde nygift frue. Der kommer flere og flere små. Besøg er sjældne på det sygehus. Det foregår med hestevogn og er næsten en dagsrejse. ”I dag kan jeg se en flok solsorte uden for de høje hospitalsvinduer. De er helt runde som små solbolde, og jeg tror de bliver mere og mere fyldte med sommertoner som de gemmer til foråret. Jeg savner klaveret. Doktoren har sagt at det går fremad. I dag har jeg kun grædt tre gange, og jeg skal nok love at være mere tapper,” skriver hun i et brev hjem fra sygehuset. Polio-benet er igen opereret så det bedre kan gå i støvle. Brevet har en dato, og der står 1922 med pæne tal. Allerede dengang da ens egen mor kun var ni, skrev hun så pænt og lige selv om hun ligger i sengen, og der ikke er linjer på brevpapiret. Det er næsten en hemmelighed at fruen selv var barn og skrev breve hjem med et ben der gjorde ondt. Det er kun noget der står om oppe i det skæve loftsrum. Det lille ben var der allerede dengang, og i andre gamle breve fra de voksne står der at benet bliver bedre og bedre til at gå i støvle fordi både knæ og ankel bliver opereret stive. (side 23-25)
Ovre hos murerens er konen altid hjemme. Fra morgenstunden i køkkenet er hun der og bager brød og forbereder frokost til svendene. Hun laver også alle regnskaberne inde ved skrivebordet i stuen. Senere på dagen fodrer hun høns og samler æg og vasker gulv i gangen mellem køkkenet og værkstedet. Der står altid mange sko og støvler og træsko og roder, for der er fem børn på stribe. Man må gerne hjælpe, og alle skoene står igen fint på række efter størrelse så længe det varer. Murerens kone kan man altid gå over til og få en syltetøjsmad. Hvis man kommer om morgenen, løsner hun elastikken og sløjfen omkring den tot pandehår som fruen i hast har snoet så hårdt at øjnene knap kan blinke. Somme tider hugger hun hovedet af en høne med en økse ude på gårdspladsen på huggeblokken. En gang imellem løber den videre selv uden hoved. Så bliver den skoldet og plukket, og så skal de have suppe og høns i asparges derovre.
Sko arver man. Enten klemmer de, eller også skal de gås til. Bunden af en ny sko har form efter en andens fod, og man er på fremmed grund. Sko kan man ikke få fra nye. Der er et par sommersko og et par vintersko. Somme tider fra naboernes større børn eller fra den lidt ældre kusine på Sjælland. Indendørs er der strømpesokker eller sutsko. Vintersko er brune med snørebånd og rågummisål. De kan godt pudses op, og nye runde snørebånd er en fest. I december kan der komme noget chokolade eller et kræmmerhus bolsjer fra julemanden i skoene hvis de bliver sat pænt pudsede i vinduet halvvejs oppe ad trappen. Ellers er sko ikke noget man får.
Fruen får støvler i Odense. Det kan tage måneder. Der skal tages mål, og der er langt og dyrt til Odense med toget og derfra til den særlige og dyre skomager. Foden kan have ændret sig lidt. Nye mål. Endelig kommer de nye støvler med posten. De passer heller aldrig helt. De kan gås til ved hjælp af gåpåmod, vabler, vatpuder, hård hud og ligtorne og så mønstrene fra snøringen op ad det lille ben og skal nok blive bedre end de gamle i løbet af et lille års tid. I badeværelset er der trykplastre, den lille fod ser altid ud som om den står på tæer når den kommer ud af støvlen og har røde pletter. Den store brune støvle er fyldt med kork der hvor den lille fod ikke er. På den måde ligner den højre venstre, men ikke helt. Og gangarten er og bliver halt, fruens ryg lidt skæv til den ene side, men ikke nær så meget som Eigil Puks. Mor kan aldrig lige liste rundt på strømpefødder.
Sundhedssandaler er sidste skrig. De koster mindst femten kroner. Om sommeren kan man hakke roer og tjene nogle øre pr. række. Nede i Fru Hansens roemark lige over for skolen bærer man rundt med hakkejernet og spørger om man må hjælpe til. Så kommer der styr på roeplanter og ukrudt og den bedste afstand mellem roeplanter for at roen får plads nok i sin jord til at blive større på sin egen måde. Syv rækker og en øm ryg, og fru Hansen stikker en venlig krone ned i den lille hånd. Fruen står i køkkenet og stryger vliseline på pigernes korsstingsbroderede bogmærker fra 3. klasse. Der dufter dejligt af sen eftermiddagskaffe. Kronen er blank og varm i hånden som stolt åbner sig for moderens øjne oppe ved strygebrættet. Fruens mund bliver stram. Det er det skolebørnene kalder hønserøv bag hendes sure ryg. Hun siger at man godt kan gøre folk en tjeneste uden at bede om penge for det, og at kronen med det samme skal leveres tilbage. (side 75-77)
På æblekassen hos solsorten er man nær sin mor på en skør måde. For hun flyver og farer som fruen oppe i skolen, men hun er også inde i solsortens øjne her i skuret. I dag har den store hvide bil været i skolegården, og alle børn er blevet gennemlyst en ad gangen. Man skal stå stille et bestemt sted klinet op ad en særlig væg med hænderne på ryggen, håndfladerne udad og albuerne trykket ind mod væggen. Det føles som om man har fuglevinger der er foldet pænt sammen som når solsorten ligger på reden. Men det hele er fordi lungerne ses bedst efter på et røntgenbillede, og ingen kan så få tuberkulose. Det er derfor den store hvide bil kommer. Og så har man stadigvæk luft til at synge morgensang. Når man hoster, skal man holde sig for munden med venstre hånd, siger den hvide sygeplejerske der styrer gennemlysningen. (side 117)
Ude under halvtaget kan man stå og skimte fire blågrønne æg under solsorten i ly af hækken. Æggenes hårde konveks og redens blødt-forede konkav er ren differentialregning mens en anden solsort synger sin genlyd om rækkefølger som sangen hjemme fra Fyn: fuglen på ægget, ægget i reden, reden i hækken, hækken om huset, huset med ægget.
Øllebrødsbarmhjertighed forbliver længe et mystisk uforståeligt lørdagsord. Det er først da en gymnasielærer i 3.g fnyser ordet ud over klassen i denne helt anden slags skole med ordensreglement og rejsen sig op for læreren, at ordets sammensatte og nu overførte betydning bliver tydelig og slet ikke handler om øllebrød og kræsne børn. Øllebrødsbarmhjertighed er en politisk-ironisk sag. Er man i krig, er man i krig, og det er beskidt og kan ikke være anderledes, fremsat med dansklærerens tordnende meningsmonopol imod Russel Tribunalet i december 1967. Der kan ikke blive tale om at læse tekster af hverken Ole Wivel eller Villy Sørensen, som klassen ellers har prøvet at foreslå. Så sidder Susanne på klassens sidste række med sit mørke blik under pandehåret og taler ham imod. Resten af klassen dukker sig selv om man fra nu af gerne vil ligne Susanne. Hun kalder ham for reaktionær og uvidende og mener ikke han fortjener at være gymnasielærer. Hun er fra Vangede, og hun tager en provinsiel skolelærerdatter fra forstæderne med ind i Store Kongensgade 101 til ungdomsoprørets fyldte sale, høje musik, levende psykedeliske flower-power-billeder i spæd duft af sødlig røg og frem for alt samhørighed mod al overmagt. Det ligner det skæve rum fra for længe siden. Det er et sted hvor også matematiklærerens behåring og harcelleren mod kapitalen og renternes renter fra realen hører hjemme ligesom gråden over napalmbomberne. Tryg forvisning om gode hænder. Det er jo også matematiklæreren i realen der sætter Stanley og Livingstone’s bedrifter på plads i den ubønhørlige kolonisering af Congo med Leopold den Andens gummiplantager til alle de nye bildæk. Alle de sortes røgede afhugne hænder. Sofie derhjemme på kirkebakken kunne ikke låne bøger om det på det lille bibliotek. Og Susanne er den modigste man kender. Hun er med på at fransklærerens mobning af enkeltpersoner skal optages på bånd når ens mor derhjemme ikke kan få sig selv til at tro hvad der bliver fortalt om gymnasielærerens ydmygende metoder. Gemt i tasken optager diktafonen fransklærerens verbale overgreb mod to af klassens absolut ikke-sproglige drenge, og derefter tropper fruen ikke længere op til de årlige forældrekonsultationer. Der stemmes med støvlerne. Og karakterbogen er kun pligtlæsning. Man har en mor der ved at man gør alt hvad man kan med lektierne. Hun ved at alle hendes børn gør alt hvad de kan. Alligevel falder de så forskelligt ud.
Og til skriftlig studentereksamen i dansk får de en tekst af Villy Sørensen som de skal fortolke: Fjenden. (side 158-160)